onsdag den 28. juli 2010

DEBATTELT

I midten af juni havde Debatmager sin debut!
Vi deltog i Ungemesse i Prøvehallen i Valby 15. og 16. juni.


Ungemesse er et arrangement, der hvert år tager udgangspunkt i et københavnsk kvarter og har til formål at give smagsprøver på forskellige tilbud til unge. På en sjov og interaktiv måde.
Vores bidrag var Debatteltet, som her bliver sat op.





Debatteltet er en flot udsmykket pavillion opdelt i fire rum med hver deres tema. Fx. krig og fred. Emnerne er med vilje gjort brede, så gæsterne selv kan danne sig deres egne tanker.



Hvert rum er indrettet med lyd, film, citater og genstande, der på forskellig vis siger noget om emnet.




Efter besøget blev gæsterne budt på saft og kage og en lille snak om hvilke tanker (hvis nogen), teltet havde sat i gang.

Underligt nok var Ungemesse, der henvender sig til folkeskolens ældste klasser, blevet placeret midt i selvsamme klassetrins eksamensperiode, hvilket klart sås på besøgstallet. Lige så var det lidt surt at opleve, at mange af de andre udstillere ikke havde taget det med det interaktive særligt alvorligt og mødte op med sminkede standardvarer.

Disse to minusser ændrer dog ikke ved, at vi var glade for at deltage i messen og for at møde en masse søde unge mennesker og få en god snak med mange af dem.

Maria

Projektleder

mandag den 19. april 2010

Debat og sex - på en ganske almindelig tirsdag

På en forårsdag i april havde vi besøg af Fie fra Sex & Samfund.
Formålet var at få nogle input fra hende, om hvordan man kan skabe debatten. Og hvis man kan debattere om et så personligt emne (sex), er alt muligt!

Fie kunne fortælle, at et af de vigtigste redskaber, de havde, når de var ude i folkeskoleklasserne, var deres intuition. Altså evnen til se de forskellige dynamikker i klassen; det kunne for eksempel være den dominerende gruppe piger/drenge eller den store overvægt af stille piger/drenge, og derefter tilpasse debatten.

Et andet redskab var, at eleverne anonymt kunne skrive på små sedler hvilke spørgsmål, de havde om sex, det vigtige her var, at alle blev taget seriøst, og at alle blev delagtiggjort i, hvordan debatten skulle forme sig.
Den frivillige debat er også sjovere end den tvungne!


Christence
Debatmager

mandag den 12. april 2010

Debatmager på Kulturhavn 2010

Foto: Jakob Boserup // www.kulturhavn.dk


Kulturhavn er en årligt tilbagevendende festival for foreninger i Københavns Kommune. Her kan man snuse til forskellige idrætsgrene og andre fritidsaktiviteter og se, om kajakpolo eller chearleading måske skulle være noget for en.
Som noget nyt vil Kulturhavn i år have et specielt område fra unge, og et af temaerne vil blive "Debat". Så dér må vi jo selvfølgeligt være med!


Kulturhavn foregår 6.-8. august ved havnen på Islands Brygge. Dvs. i sommerferien og tæt på studiestart, i grønne omgivelser ved vandet. Debatmagers bidrag skal afspejle disse rammer, og det er vi rigtigt glade for. Det er nemlig tit lettere at debattere, når man ikke er klar over, at det er det, man er i gang med. Dette hænger nok bl.a. sammen med de senere års fokus på spin, branding og imagepleje. Samtale skiftes gerne ud med personangreb – ofte grænsende til tilsvining. Sådan skaber man ikke en god stemning omkring debat-begrebet!
Omvendt kan for løse tøjler give præcis samme resultat. En ”åben mikrofon”, hvor man må gøre og sige, hvad man vil, stiller meget store krav til den enkeltes kreativitet, og det kan være svært at finde på, hvordan man lige får startet.

Kort sagt vil vores bidrag byde på nye mennesker og nye møder i afslappede omgivelser. En samling hyggelige, kreative og samtidigt udfordrende aktiviteter med den gode debat som "følgeprodukt".
Temaet bliver NY BY, og selvom alt endnu er på det spædeste idéniveau, vil vi gerne løfte lidt af sløret for, hvad man - måske - kan glæde sig til. Vi kan ikke love, at det hele bliver til noget.


Frirum
Debat til fods med fx aktivister, politikere og undergrundskunstnere om "Retten til byen" (støjregler, gadekunst, boligpolitik, mv.)
Grafittivæg til statements om gadekunst
Flaskepost med håb og drømme (”fanget i København”)

Ny i by
Foto/tegnekonkurrence – hvordan ser København ud fra tilflytterens vinkel?
Costumized bykort fra garvede københavnere til nye (”menneskebibliotek”-inspireret)
Fællesspisning: Mød andre nye og gamle københavnere

Nyt syn på byen – brug byen på en ny måde
Billeder af København: Klippe-klistre med traditionelle turistpostkort
Ituklippet bykort over Kbh brugt som post-it til tanker om byen (tilsidst samles stumperne til et stort kort igen)
Urban treassure hunt

Maria
Projektleder

Open Space, World Café og Fishbowl

Tirsdag den 2. marts mødte vi op på KraftWerket i Magstræde – et projektværksted for unge - for at lære om forskellige debatformer. Vi blev budt velkommen af Nikolaj, der er uddannet Kaospilot og Peter, der ifølge eget udsagn fungerer som altmuligmand i KraftWerket. Nikolaj lagde ud med at spørge ind til vores projekt for at komme tættere på, hvad det var vi egentligt havde brug for.



Herefter fulgte så en præsentation af tre typer af alternativ debat krydret med Nikolajs egne erfaringer: Open Space, World Café og Fishbowl. Alle navne der lyder spændende og alene derfor er med til at lette overgangen fra de mere traditionelle (læs: kedelige og uduelige) debatformer til nogle mere moderne og udfordrende.
Efter en kort pause diskuterede vi i to grupper, hvordan vi kan bruge debatformerne i en situation a la den vi vil komme til at stå i ude på skolerne.

Aftenen havde også mindre, men dog sjove indslag fra bl.a. de øvende i lokalet nedenunder samt Mikael Wulff, der ville låne en tusch.

Stig
Debatmager

Workshop # 1

Lørdag formiddag den 27. februar mødte debatmagerne op på Kulturhuset Indre By til inspirationsworkshop. En dag, hvor tankerne kunne få frit spil.

Lommefilm
Dagens første indslag stod Kasper B. Olesen fra Lommefilm (www.lommefilm.dk) for. Kasper fortalte om sit arbejde med børn og unge omkring filmprojekter lavet på mobiltelefoner og om at bringe nye medier ind i folkeskolen. Indslaget sluttede med en fælles diskussion og brainstorming omkring, hvordan moderne medier kan bruges i vores debatprojekt.


En vandring i det blå
Efter frokostpausen fik erhvervsfilosoffen Morten Paustian ordet. Morten er manden bag ”En vandring i det blå – en tredje vej”. Et projekt, hvor fire unge drenge af anden etnisk herkomst end dansk og med en kriminel fortid sammen med bl.a. skulle vandre den historiske pilgrimstur til Santiago de Compostella i Spanien. Vi hørte om projektet fra start til slut. Om hvordan samtale og fælles oplevelser havde skabt tillid og fortrolighed mellem to verdener. Mortens oplæg skulle kun have varet en time, men vi lod os alle rive med i en filosofisk diskussion og glemte alt om tid. Indslaget fra Morten satte en masse tanker i spil omkring det møde, vi selv vil få med unge i forbindelse med debatarrangmenterne.


Ny verden – nye læringsformer?
Sidste indslag kom fra Stig, som selv er en af debatmagerne. Stig fortalte om nye måder at undervise og lære på i danske folkeskoler. Og om hvordan dette kan være med til at få flere elever ordentlig igennem folkeskolen og videre på en ungdomsuddannelse. Vi blev opmærksomme på, at en mere interaktiv debat i høj grad også handler om at gøre op med traditionelle måder at lære på.


Alt i alt var det en læringsrig dag, hvor vi fik lagt en hel masse tanker på bordet, og hvor vi også fik chancen for at lære hinanden lidt bedre at kende.


Tina
Debatmager

Hvordan det hele startede...

"Vi er af medierne og den politiske scene udråbt til Generation Fucked-Up, vi er unge og forkælede, vi er kriminelle og ikke interesserede i vores egen fremtid; den samme jargon som altid. Men for at tage et ansvar, skal man også føle, at man har en reel mulighed for at have et; vi skal have indflydelse på vores eget liv og vores egen fremtid."
Citat: Yngresagen

Derfor Debatmager! Så kort kan det egentligt siges.

Det er let at løbe skrigende væk, når der står "Debat" på skemaet. For debat er stadig alt for ofte lig med: PowerPoint, politikere og paneldiskussion. Man bliver inviteret som deltager, men ender som tilskuer. Hvis man er heldig, får man lov til at stille et spørgsmål til sidst.

Derfor er det også let at stemple unge som ligeglade og holdningsløse. Yngresagen ønsker at gøre det svært.
Vi har en bred erfaring med anderledes debatarrangmenter, hvor det handler om at tale sammen, ikke om at blive talt til. Og dem vil vi gerne dele med jer!


I vinteren og foråret 2009 førte dette ønske til, at vi gik i gang med projektet "Ungedebatter" (arbejdstitel). Vi begyndte helt fra scratch uden en krone på lommen og med en masse diffuse ideer, som efterhånden blev mere konkrete.
Talrige møder og og en million timers fundrasing (sådan føltes det i hvert fald) senere kunne vi i januar 2010 begynde at søge efter unge frivillige, der havde lyst til at være med til at skabe nye måder at tale og lytte - kort sagt debattere - på.

Denne blog er historien om vores videre rejse herfra.

Maria
Projektleder