mandag den 12. april 2010

Debatmager på Kulturhavn 2010

Foto: Jakob Boserup // www.kulturhavn.dk


Kulturhavn er en årligt tilbagevendende festival for foreninger i Københavns Kommune. Her kan man snuse til forskellige idrætsgrene og andre fritidsaktiviteter og se, om kajakpolo eller chearleading måske skulle være noget for en.
Som noget nyt vil Kulturhavn i år have et specielt område fra unge, og et af temaerne vil blive "Debat". Så dér må vi jo selvfølgeligt være med!


Kulturhavn foregår 6.-8. august ved havnen på Islands Brygge. Dvs. i sommerferien og tæt på studiestart, i grønne omgivelser ved vandet. Debatmagers bidrag skal afspejle disse rammer, og det er vi rigtigt glade for. Det er nemlig tit lettere at debattere, når man ikke er klar over, at det er det, man er i gang med. Dette hænger nok bl.a. sammen med de senere års fokus på spin, branding og imagepleje. Samtale skiftes gerne ud med personangreb – ofte grænsende til tilsvining. Sådan skaber man ikke en god stemning omkring debat-begrebet!
Omvendt kan for løse tøjler give præcis samme resultat. En ”åben mikrofon”, hvor man må gøre og sige, hvad man vil, stiller meget store krav til den enkeltes kreativitet, og det kan være svært at finde på, hvordan man lige får startet.

Kort sagt vil vores bidrag byde på nye mennesker og nye møder i afslappede omgivelser. En samling hyggelige, kreative og samtidigt udfordrende aktiviteter med den gode debat som "følgeprodukt".
Temaet bliver NY BY, og selvom alt endnu er på det spædeste idéniveau, vil vi gerne løfte lidt af sløret for, hvad man - måske - kan glæde sig til. Vi kan ikke love, at det hele bliver til noget.


Frirum
Debat til fods med fx aktivister, politikere og undergrundskunstnere om "Retten til byen" (støjregler, gadekunst, boligpolitik, mv.)
Grafittivæg til statements om gadekunst
Flaskepost med håb og drømme (”fanget i København”)

Ny i by
Foto/tegnekonkurrence – hvordan ser København ud fra tilflytterens vinkel?
Costumized bykort fra garvede københavnere til nye (”menneskebibliotek”-inspireret)
Fællesspisning: Mød andre nye og gamle københavnere

Nyt syn på byen – brug byen på en ny måde
Billeder af København: Klippe-klistre med traditionelle turistpostkort
Ituklippet bykort over Kbh brugt som post-it til tanker om byen (tilsidst samles stumperne til et stort kort igen)
Urban treassure hunt

Maria
Projektleder

Ingen kommentarer:

Send en kommentar